Jess Thorup om dommer-’cirkus’: Der var ikke styr på kampen
Der blev uddelt to gule og et rødt kort til F.C. Københavns bænk i søndagens kamp mod AGF, og blandt andet cheftræner Jess Thorup blev præsenteret for en advarsel af dommeren. Det var han ikke tilfreds med, og generelt var han ikke imponeret over, hvordan søndagens kamp blev ledet.
Nicolai Boilesen var utilfreds, og det var hans chef også.
Læs også: Boilesen kritiserer dommer: Han har overhovedet ikke fat i kampen
F.C. København følte sig uretfærdigt behandlet i søndagens kamp mod AGF, hvor de foruden fem gule kort til spillerne på banen også fik to gule og et rødt kort til staben på sidelinjen. Dertil kom et tvivlsomt straffespark til AGF i overtiden, og alt i alt var det en skidt præstation af dagens dommer, kunne man efterfølgende forstå på Jess Thorup, der forsøgte at være diplomatisk.
– For mig er det ikke et straffe, men det cirkus der skete inde på banen, det tror jeg ikke, jeg skal have yderligere kommentarer til, det må jeg hellere lade være med, men jeg synes ikke, at det der er et straffe, sagde Jess Thorup efter kampen til Canal 9, inden han åbnede yderligere op for sin mening.
Læs også: Målmandsdrop og overtids-panenka gav pointdeling i Parken
– Jeg synes ikke, der var styr på kampen. Det var min fornemmelse, og jeg tror, de fleste inde på banen også havde den fornemmelsen, men jeg tror, jeg skal forholde mig til det, jeg er ansat til, og det er mit eget hold, lød det fra Thorup.
Jess Thorup fik selv et gult kort undervejs i kampen, det samme var tilfældet for holdleder Per Wind, mens assistenttræner Jacob Neestrup kort før overtiden fik rødt kort. Man kommer dog ikke til at se den københavnske bænk sidde stille på bænken fremover.
– Det her er et spil med følelser, og hvis vi bare skal sidde ude på bænken uden at bevæge os, så bliver det et kedeligt spil at være en del af. Jeg er med på, at vi ikke skal gå ind over dommerens linje, men hvis vi ikke på nogen som helst måde må give udtryk for det, der sker inde på banen, så bliver det sgu et kedeligt spil i længden, lød det fra Thorup.