Fodboldspiller står frem: Krænkede 14-årig
Den tidligere Brøndby-spiller Patrick da Silva blev i marts dømt for blufærdighedskrænkelse af en på daværende tidspunkt 14-årig pige.
Patrick da Silva står nu frem efter en sag om blufærdighedskrænkelse.
I oktober 2020 blev hans aftale med Lyngby ophævet, og siden da har da Silva ikke kunnet få en kontrakt på øverste hylde. Nu spiller han i stedet for Tårnby FF, der holder til i Danmarksserien.
Sagen har tidligere været omfattet af navneforbud, men i kraft af at da Silva er stået frem i et interview med Ekstra Bladet, er navneforbuddet blevet ophævet.
Der blev fældet dom i sagen den 11. marts i år, og Patrick Da Silva blev idømt 20 dages betinget fængsel for blufærdighedskrænkelse mod en 14-årig pige.
I Interviewet med Ekstra Bladet erkender han, at han har gjort noget forkert. Helt konkret, har han sendt billeder og videoer, der var over grænsen, gennem Snapchat og Instagram til en 14-årig. Ifølge eget udsagn, oplyste pigen Da Silva om, at hun var ældre.
Retten har dog vurderet, at hun flere gange har gjort opmærksom på sin alder.
– Jeg har gjort noget, som jeg ikke skulle have gjort. Og jeg er mest af alt irriteret på mig selv over, at det kunne komme så vidt, siger Patrick da Silva til Ekstra Bladet.
Det tidligere Superligaback erkender, at vinterens vindue nok er sidste chance for at få karrieren tilbage på ret køl. Det har hidtil været en udfordring for ham at lande en ny kontrakt, da fodboldverdenen har været sagen bekendt, forklarer han.