FC Midtjylland har fået brasiliansk angriber tilbage
FC Midtjyllands Junior Brumado er tilbage i truppen efter at have været ude i mere end en måned.
Brasilianske Junior Brumado kan meget vel gøre sit comeback i Superligaen, efter han blev skadet i udekampen mod FC Nordsjælland den 17. oktober.
FC Midtjylland har således offentliggjort truppen til søndagens kamp mod Brøndby IF, hvor Junior Brumado efter en måneds fravær er at finde igen.
Læs også: FCM-træner før BIF: Fansene afgørende
Campo.dk mødtes fredag med Bo Henriksen forud for kampen mod Brøndby, hvor FC Midtjylland-træneren fortsat var usikker på Brumados tilstand.
– Han har været væk nogle uger, så vi skal være opmærksomme på, hvor langt han er. Og så skal vi finde ud af, om det er noget vi vil bringe fra start.
– Vi har både forberedt os på at han kan spille og på at han ikke kan spille. Det afgørende for os er, at vi ved hvad vi skal hvis han er med og hvis han ikke er med. Heldigvis har vi også set i løbet af efteråret, at vi sagtens kan finde alternativer, hvis ikke han er på banen, siger Bo Henriksen til campo.dk.
Med udtagelsen til truppen tyder det dog på, at Junior Brumado er klar til at spille. Men om det bliver fra start eller ej, kan vi kun spå om.
Kampen mellem FC Midtjylland og Brøndby bliver spillet klokken 18.
Læs også: FCM-anfører efter landsholdsafbud: Jeg er klar mod Brøndby