Boilesen kritiserer dommer: Han har overhovedet ikke fat i kampen
Der var flere kendelser der gik imod F.C. København i søndagens opgør mod AGF, og specielt i slutminutterner følte hjemmeholdet sig uretfærdigt behandlet.
Et gult kort til Jess Thorup, et rødt kort til assistenttræner Jacob Neestrup og et tvivlsomt straffespark til AGF.
F.C. København var langt fra tilfreds med dommer Jørgen Daugbjerg Burcharts præstation i søndagens kamp mod AGF, og det lagde Nicolai Boilesen da heller ikke skjul på efter kampen.
– Jeg synes generelt dommeren var under niveau i dag, må jeg ærligt indrømme. Det har ikke kun med straffesparket at gøre, jeg synes ikke han har fat i kampen overhovedet, jeg synes han dømmer nogle mærkelig ting, og når man snakker med ham, så er han hverken til at hugge eller stikke i, der var ikke meget kommunikation fra hans side i dag, sagde den 29-årige forsvarsspiller efter kampen til Canal 9.
AGF’s Patrick Mortensen udnyttede det tildelte straffespark, og derfor blev det til pointdeling i kampen mellem F.C. København og AGF.