Mads Valentin sendte Bayern til tælling: En utrolig følelse
Mads Valentin Pedersen scorede fredag sit første mål i Bundesligaen nogensinde, og han kunne næppe have valgt en bedre modstander at gøre det mod, for målet faldt nemlig mod de mangedobbelte mestre fra Bayern München.
I sin kamp nummer 29 i Bundesligaen kom Mads Valentin Pedersen fredag på tavlen for FC Augsburg.
Målet blev sat ind hjemme på WWK Arena i Augsburg, hvor de seneste ni sæsoners tyske mestre – Bayern München – var på besøg. Målet faldt allerede i første halvleg, og da Augsburg kort efter øgede til 2-0, betød Robert Lewandowskis reduceringsmål til 2-1 ikke det store, da der ikke blev scoret yderligere i kampen.
– Vi vidste, at det ville blive en hård kamp, for Bayern har så mange gode spillere. Men vi gav alt og ville skabe chancer så ofte som det var muligt. Jeg er selvfølgelig meget glad for mit første mål i Bundesligaen, og nu vil jeg nyde sejren. Det er en utrolig følelse, sagde Mads Valentin efter kampen.
Målet var ikke kun vigtig på et personligt plan for Mads Valentin Pedersen, der i sin tid i FC Nordsjælland gik under navnet ”Mini”. Den overraskende sejr sendte nemlig også Augsburg ud af den absolutte bundstrid for en stund.