OB-anfører efter nederlag: Vi gjorde et hæderligt forsøg – eller nej – vi gjorde et forsøg
Det var en irriteret og desillusioneret Jens Jakob Thomasen, der stillede op til interview efter kampen mod Viborg. En kamp, som 'De Stribede' tabte 2-3.
Jens Jakob Thomasen var langt fra tilfreds med kampens begivenheder, da han stillede op til interview efter nederlaget på 2-3 til de grønblusede viborgensere.
– Det er sgu for dårligt. I anden halvleg forsøger vi at samle os selv op. Vi er bagud 2-0 og bliver nødt til at få noget nyt energi i kampen. Det synes jeg vi gør okay, men ikke godt nok. Det er svært at vinde kampe, når man lukker tre mål ind, fortæller han til TV3 Sport efter kampen og tilføjer:
– Det er bare ikke godt nok. Vi gjorde et hæderligt forsøg, eller nej, vi gjorde et forsøg, men der er meget vi skal kigge på. Vi skal stå tættere sammen i kæderne og give færre chancer væk – det var alt for let i dag (for Viborg, red), afslutter han.
Læs også: Der var mål på samlebånd, da OB og Viborg sloges om at nærme top seks