FCK udvider udebaneafsnit til AGF-kamp: Ganske enkelt imponerende
F.C. København melder nu ud, at man har udvidet udebaneafsnittet til kampen mod AGF, da man har solgt næsten 2.500 billetter til udeholdets fans. Det imponerer i hovedstaden.
Der bliver gang i lægterne søndag eftermiddag, når F.C. København hjemme i Parken tager imod AGF i Superligaen. Her har hjemmeholdet nemlig meldt udebaneafsnittet med plads til 2.500 for næsten udsolgt.
Derfor har klubben lavet en aftale med AGF om, at afsnittet bliver udvidet således, så der bliver plads til yderligere 300 tilskuere fra Aarhus.
En fanbedrift, der imponerer Jacob Lauesen, som er kommerciel direktør i F.C. København.
– Det er ganske enkelt imponerende, at AGF kan samle så flot et antal til en udekamp i København og det er endnu et bevis på, at kampen mellem København og Aarhus er ved at blive en af de allerstørste i dansk fodbold. Vi glæder os meget til på søndag, hvor der med garanti bliver tryk på fra tribunerne – og altså i høj grad også fra udebaneafsnittet, siger Jacob Lauesen til klubbens hjemmeside.
Læs også: Bundu før FCK-gensyn: Jeg er glad for at bære AGF-trøjen igen
Hvis man ikke selv har mulighed for at overvære kampen mellem F.C. København og AGF i Parken, kan den også følges på Canal 9 og discovery+.