Brøndby-darling: Er mere offensivt tænkende
Morten Frendrup har scoret to mål i de seneste Brøndby-kampe. Blandt andet et vigtigt et derbymål mod FCK. Nu fortæller han, at det ikke er helt tilfældigt.
20-årige Morten Frendrup har i denne sæson etableret sig som en af profilerne på Brøndbys hold, hvor det fra den centrale del af midtbanen foreløbigt er blevet til to scoringer.
Nu fortæller den unge midtbanespiller til klubbens hjemmeside, at han bevidst har forsøgt at lægge til sit spil, hvor han er blevet bedre til at komme med i feltet.
– Generelt tror jeg bare, at jeg måske har fået et lidt anderledes mindset i forhold til at være mere offensivt tænkende i mit spil på bolden. Og så er jeg også blevet mere opmærksom på at komme mere i feltet, hver gang der opstår de her muligheder, hvor der er optræk til et godt indlæg eller en løs bold. Det er i hvert fald et mål, jeg har sat for mig selv, at jeg skulle blive bedre til, siger Frendrup, der er blevet bedre til at tage chancer frem i banen.
– Når man spiller på 8’eren, har man større frihed til at tage lidt større chancer, fordi jeg ved, der er dygtige spillere bag mig til at rydde op. Så for mig personligt har det egentlig bare været, at jeg har arbejdet med at tage nogle chancer, fortsætter Brøndbys nummer 19, der både kan begå sig på den defensive midt og lidt længere fremme på banen.
– Når man så først har haft succes med de chancer, som er kommet i form af nogle mål og gode aktioner, så får man selvfølgelig smag for det og lysten til at tage endnu flere chancer og komme mere med i feltet. Om jeg spiller 6’er eller 8’er spiller egentlig ingen rolle, jeg føler mig meget tilpas på begge positioner.
Læs også: Brøndby-målmand om sejrsstime: Vi skal fortsætte de gode takter
Brøndby spiller søndag aften klokken 18 ude mod FC Midtjylland. En kamp, der kan følges på TV3+ og Viaplay.