Boilesen om udlandsskifte: Selvfølgelig er det realistisk
Nicolai Boilesen åbner nu op for, at han muligvis forlader F.C. København inden alt for længe.
Selvom Nicolai Boilesen med små skridt nærmer sig de 30 år, har han stadig mod på at begive sig udenlands, hvor han tidligere har tørnet ud for Ajax Amsterdam i Holland.
Med kontraktudløb i F.C. København om halvandet år, er fremtiden nemlig noget, han er begyndt at tænke på. Og her er et udlandsskifte ikke helt urealistisk, hvis man spørger hovedpersonen selv. Det fortæller han i en podcast hos Mediano.
– Selvfølgelig er det realistisk. Jeg har til sommeren 2023, hvilket vil sige godt og vel halvandet år tilbage i klubben. Der skal ske et eller andet enten her til vinter eller til sommer, for hvis man skal væk, skal klubben selvfølgelig have nogle penge ud af det.
– Det er klart, og desuden er det ren kutyme i fodboldverdenen, at når du senest har et år tilbage af kontrakten, så skal man finde ud af, om man skal sælges, forlænge eller hvad der skal ske, siger Boilesen og tilføjer:
– Om det er det ene eller det andet, må vi se på, men selvfølgelig er mulighederne åbne. Jeg har det fantastisk i FC København, som jeg har sagt fra dag ét her, men man kan selvfølgelig aldrig sige aldrig til nogen ting.
Læs også: F.C. København forlænger med stort talent
F.C. København spiller søndag eftermiddag mod AGF i Parken.