Viborg-træner inden superligaopgør: Vi skal være modige
Superligaen vender tilbage efter landsholdspausen, og første opgør er mellem Viborg og OB.
Fredag aften genoptages Superligaen efter årets sidste landsholdspause. Det første opgør i Superligaen spilles mellem Viborg og OB klokken 19.00, hvor Viborg skal forsøge at jagte point på udebane.
Viborg FFs cheftræner, Lars Friis, ser frem mod opgøret, hvor han forudser at spillet med bolden bliver afgørende.
– Vi har en forventning om, at det er et OB-hold, der kommer blæsende, og det skal vi kunne håndtere. Det bliver vigtigt, at vi tør være modige med bolden, siger han til Viborg FF’s hjemmeside.
-En læring fra denne sæson har været, at i de perioder, hvor vi bringer intensitet og aggressivitet i kampene, så kan vi få momentum, og omvendt, når vi bliver for passive, så får modstanderen momentum. Sådan var det også senest mod OB, og sådan en kamp kan det blive igen. Det handler for os om at gøre OB’s perioder så korte som mulige, for vi ved, at det er et dygtigt hold med flere gode individualister, som er blandt de bedste i ligaen, siger cheftræneren.
Lars Friis må undvære de to ellers foretrukne midtstoppere Lars Kramer og Mads Lauritsen til fredagens kamp, der begge er ude med karantæne.
-Der har været mange tanker omkring forskellige løsninger. Vi har haft en pause til at gøre os nogle overvejelser, og vi har spillet en træningskamp, hvor vi også fik nogle svar. Vi har kigget på, om vores plan B nu skal være plan A, og vigtigst af alt, så skal vi finde den løsning, hvor vi hænger bedst sammen på hold, afslutter Lars Friis.
OB og Viborg indtager forud for kampen ottende og niende pladsen i Superligaen, begge med 16 point hver.