Dommere suspenderet efter storkamp
Dommerne i kampen mellem Argentina og Brasilien er blevet suspenderet på ubestemt tid.
Både dommeren og videodommeren i det sydamerikanske topbrag mellem Argentina og Brasilien er blevet suspenderet.
Det sker på baggrund af et efterspil i kølvandet på kampen, hvor der var flere tvivlsomme kendelser. Især én kendelse stak dog ud.
Det så grimt ud, da den argentinske forsvarer Nicolás Otamendi ramte brasilianeren Raphinha med sin albue. Dommeren Andres Vargas så dog ikke situationen, og der blev hverken givet en advarsel eller rødt kort i situationen.
Læs også: Argentina er klar til VM efter Brasilien-kamp
VAR-domeren Esteban Vega vurderede ikke, at der var grund til at ændre på det, og kampen fortsatte.
På de langsomme gengivelser var det dog åbenlyst, at Otamendi stødte albuen bagud og ind i ansigtet på Raphinha, der faldt til jorden med blod i munden.
Otamendi reagerede ved at underspillede situationen og hjælpe Raphinha op, og så kunne kampen ellers spilles videre.
I en analyse efter kampen beskriver Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) selv situationen som voldelig adfærd.
Conmebol begrunder suspenderingen af de to dommere med alvorlige fejl i kampen, hvilket altså betyder flere fejlkendelser, ligesom i situationen med Otamendi og Raphinha.
Kampen mellem Argentina og Brasilien blev spillet natten til onsdag dansk tid, og den endte 0-0, hvilket var nok til at sikre Argentina en plads ved næste års VM i Qatar. Brasilien var allerede kvalificerede til VM forud for kampen.