Brøndby-målmand om sejrsstime: Vi skal fortsætte de gode takter
Brøndbys førstekeeper, Mads Hermansen, ser frem til at bygge videre på den gode stime, når de søndag møder FC Midtjylland på udebane.
Brøndby har vundet de seneste fire kampe i Superligaen, og det er noget, som Mads Hermansen ser frem til at bygge videre på, når de søndag møder ulvene fra FCM i Herning.
– Vi byggede på noget rigtig godt (inden landsholdspausen, red.), og det var også noget, som afspejlede sig i de resultater, vi fik. Så det er vigtigt for os at gå ud og bygge videre på den sejrsstime, vi har skabt for os selv, fortæller Hermansen til Brøndby IF’s hjemmeside, der ser frem til søndagskampen mod Superligaens førerhold FC Midtjylland, som klubben fra Vestegnen har spillet godt mod på det seneste.
Landsholdspausen har givet et selvtillidsboost
Selvom der har været landskampe på tapetet de seneste uger, er der ifølge Hermansen flere positive ting, som de spillere, der har været i aktion, kan tage med videre til klubholdet.
– De af os, som har været afsted med landshold, har haft nogle positive oplevelser, og mange af os har vundet vores kampe. Så det giver selvfølgelig et selvtillidsboost og noget positivt, hver gang man vinder og får lov at spille. Så det er selvfølgelig noget, vi skal tage med videre her til Brøndby, lyder det afslutningsvis fra U21-keeperen.
Læs også: Dal Hende: Vi har aldrig været dårligere spillemæssigt, mens fansene aldrig har været bedre