FCK-profil er fortsat ude
Jonas Wind forlod landsholdet på grund af en skade, og angriberen har endnu ikke været på træningsbanen hjemme i FC København.
Jonas Wind er fortsat tvivlsom, efter han forlod landsholdslejren med en skade. Angriberen døjer med stivhed i baglåret, fortæller FCK-træner Jess Thorup til tipsbladet.dk
FC København har den seneste tid manglet flere væsentlige spillere, og skulle Jonas Wind vise sig ikke at blive klar til søndagens hjemmekamp mod AGF, må de altså tilføje endnu et navn til listen over manglende profiler.
Læs også: FCK-profil: Tingene er ikke kommet let til os
– Han har ikke trænet med holdet endnu. Han var ude i dag med fysioterapeuterne for at se. Han har mærket noget stivhed i baglåret, som han har noget historik med, som vi skal være opmærksom på.
– Han er på vej tilbage, men lige nu er han ikke med holdet, så det har jeg svært ved at svare på. Men vi håber selvfølgelig, siger Thorup til tipsbladet.dk.
Læs også: Wind forlader landsholdslejren med skade
FCK-træneren fortæller i samme ombæring, at Kamil Wilczek har trænet med holdet de seneste dage, efter den polske 9’er har været ude med en skade siden september.