Endnu en Championship-klub får pointstraf
Tirsdag blev Derby frataget point endnu engang. Nu er det så en anden Championshipklub Reading, der får samme tur.
Reading bliver frataget seks point i stillingen i Championship. Dermed rykker den sydengelske klub ned mod bunden – fra en 16. plads til en 19. plads blot fire point over nedrykningsstregen. Det skriver BBC.
Grunden til pointstraffen fra the English Football League (EFL, red.) skyldes, at klubben har brudt finansielle regler. Derudover har klubben en sag hængende vedrørende en seks-point fratagelse, som dog er udsat til slutningen af næste sæson, hvis ellers Reading kan fremlægge en forretningsplan.
I går fik Derby også en straf i Championship. Med endnu en fratagelse af point – denne gang ni point – er klubben håbløst sidst i ligaen med minus tre point.