Uheldigt selvmål sikrer sejr til Salah og Egypten
Der skulle et uheldigt selvmål til, før Egypten og Mohamed Salah kunne tage de tre point i VM-kvalifikationen mod Gabon.
Egypten mod Gabon. Mohamed Salah mod Pierre-Emerick Aubameyang.
Der er dog lige det aber dabei, at Mohamed Salah startede ude for Egypten, og Pierre-Emerick slet ikke kom på banen for Gabon.
Med begge landshold uden deres vel sagtens største profiler, var det atter en fair kamp. Og ifølge statistikkerne, kunne det da heller ikke have været en meget tættere affære.
De to mandskaber havde bolden stort set lige meget, med Gabon på bolden i 51 procent af tiden.
Egypten havde ni forsøg på mål, og Gabon havde otte.
Men selvom kampstatistikkerne ikke umiddelbart kan udpege en klar vinder, så er fodbold nogle gange så utilregneligt, at held og uheld kan spille en rolle. Og det gjorde det.
Efter 74 minutter var stillingen fortsat 1-1, men i det 75. minut var Gabon decideret uheldige.
Salah var blevet skiftet ind efter en times spil, og i det 75. spilminut blev han forsøgt spillet i dybden. Han modtog dog aldrig bolden, for der kom en Gabon-spiller i vejen. Desværre for Gabon, blev bolden rettet af og ramte i stedet Gabon-forsvarsspilleren Johann Obiang på knæet. Johann Obiang, der til dagligt spiller for Rodez Aveyron i den næstebedste række i Frankrig, befandt sig på kanten af eget felt i et hårdt tilbageløb, og da bolden ramte ham på knæet, fik den med god fart og uhyggelig præcision retning direkte mod det lange hjørne i eget mål. Uden chance for keeperen.
Dermed blev stillingen 2-1 til Egypten, hvilket også er kampens resultat. Egypten har nu 14 point efter seks kampe, og topper dermed den afrikanske VM-kvalifikations gruppe F.