Ståle Solbakken efter nederlag: Vi mislykkedes
Ståle Solbakken ser VM-skuffelsen i øjnene, og er samtidig optimistisk for fremtiden.
Tirsdag aften står det klart: Norge kommer ikke med til VM i Qatar.
Et norsk nederlag og en tyrkisk sejr betyder, at Norge ender på tredjepladsen i deres VM-kvalifikationsgruppe. Den norske landstræner, Ståle Solbakken, var klar i mælet efter kampen.
– Når vi bliver nummer tre, så er vi mislykkedes. Sådan vil det altid være, siger Ståle Solbakken til norske TV 2 efter kampen.
– Vi var enige om at følge den kampplan, vi havde. Og det gjorde vi. Det var vanskeligt for os at skabe chancer, men det var det også for Holland, siger landstræneren.
Læs også: Norge kommer ikke til VM
Selvom det i Norge lige nu handler om skuffelsen ved ikke at kvalificere sig til næste års VM, ser Ståle Solbakken positivt mod fremtiden i Norsk fodbold.
– Jeg er helt sikker på, at vi kvalificerer os i den næste kvalifikation. Det er jeg på grund af den fremgang, vi har haft i kvalifikationen denne gang. Med den selvtillid og den følelse, vi kan tage med herfra, er jeg 100 procent sikker på, eller hvert fald 99 procent, at vi kommer med næste gang, siger Solbakken.
Den norske anfører, Martin Ødegaard, var skuffet efter kampen.
– Det er selvfølgelig frustrerende. Vi havde tro og håb om at vi kunne klare det. Vi hang i længe i kampen, men så giver vi lidt for meget plads da vi skal frem i forsøget på at få scoret et mål. Det er en tung fornemmelse, siger han til norske TV 2.
Ligesom Ståle Solbakken, er Martin Ødegaard dog også positiv overfor det norske landshold i fremtiden.
– Jeg føler, vi er på rette vej og ved at opbygge noget godt. Det er en spændende gruppe, og jeg tror vi klarer målet om at kvalificere os til næste mesterskab. Men lige nu er det en tung fornemmelse, og den svier lige nu, siger anføreren.