Bale-løse Wales klar til VM-play-off
VM-kvalifikationens gruppespil havde tirsdag aften sidste runde, hvor der skulle findes en afgørelse i Gruppe E. Belgien var allerede videre inden den sidste kamp, mens Wales og Tjekkiet kæmpede om andenpladsen, som ville sikre play-off-kampe i 2022.
Gruppe E i den europæiske VM-kvalifikation bød tirsdag aften på to skæbnekampe, da Wales på hjemmebane mødte Belgien, mens Tjekkiet tog imod Estland. Her var Belgien allerede inden den runde sikker på at skulle til VM, mens både Wales og Tjekkiet havde muligheden for at sikre sig gruppens andenplads, hvis resultaterne flaskede sig for de to landshold. Et point skulle dog efter slutfløjt skille de to mandskaber fra hinanden.
Den førstnævnte kamp havde waliserne et handicap allerede inden kampstart, da deres helt store stjerne, Gareth Bale, havde pådraget sig en lægskade op til kampen og derfor ikke var en del af truppen.
Læs også: Chok i Wales: Bale skadet inden skæbnekamp
Det var dog et stærkt kæmpende Wales-mandskab, der hjemme på Cardiff City Stadium skulle møde et stjernespækket belgisk hold, der blandt andet havde Manchester City-stjernen Kevin De Bruyne med fra start.
Netop De Bruyne fik også en hovedrolle, da han allerede efter 12 minutter kunne bringe De Røde Djævle foran med 0-1 efter et par dårlige clearinger fra det walisiske forsvar.
Wales’ VM-håb skulle dog ikke dø så let, for allerede i første halvleg skulle de komme tilbage på VM-kurs, da angriberen Kiefer Moore tog et indlæg fra Daniel James til sig, hvor han efterfølgende kunne sparke bolden i kassen til 1-1, hvilket også blev pausestillingen.
Anden halvleg var det ren belgisk dominans, hvor de sad på bolden mest. Waliserne forsvarede sig dog fremragende og holdte for det meste belgierne fra deres mål.
Ingen af de to landshold formåede at score flere mål i kampen, og de kunne derfor gå fra banen med et point hver.
Læs også: Talenter fra A-landsholdet sikrer U21 tre vigtige point
I Gruppe E’s anden kamp var der også meget på spil, da Tjekkiet hjemme i Prag skulle møde Estland. Her var tjekkerne tvunget til en sejr, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at spille VM-play-off-kampe i 2022.
Første halvleg var Tjekkiet det mest dominerende hold, mens de samtidig forsøgte sig på mål hele 11 gange, dog kun med tre inden for målrammen. Estland havde også hele otte målforsøg, men formåede kun at ramme det tjekkiske mål en enkelt gang. Pausestillingen blev derfor 0-0.
Anden halvleg kom forløsningen endelig for Tjekkiet, da Jakub Brabec dukkede op inde i feltet og kom først på en ripost, hvor han var iskold og kunne sparke bolden i mål til 1-0.
I det 85. minut sikrede tjekkerne sig sejren, da Jan Sykora en-mod-en med målmanden viste køligheden og bragte sit landshold foran med 2-0.
Flere mål kom der ikke i anden halvleg og tjekkerne gjorde dermed deres arbejde i håbet om at komme til VM. Desværre for Tjekkiet var det ene walisiske point nok til at bevare en afstand på et point i tabellen, hvilket betyder at Wales i 2022 skal ud og spille VM-play-off-kampe, mens Tjekkiets VM-drøm blev slukket i gruppespillets sidste runde.