Skuffet Van Dijk: Selvfølgelig er jeg vred
Det lignede længe, at Virgil Van Dijk og resten af det hollandske-mandskab ville cruise sig videre til VM, men den chance fik hollænderne forpasset i de døende minutter i mod Montenegro.
Holland kunne med en sejr ude mod Montenegro booke deres billetter til VM i Qatar.
Men sådan skulle det ikke gå. Holland lagde ellers godt fra land, hvor FC Barcelonas Memphis Depay nettede to gange.
Hollands 0-2-føring fik lov at stå helt til det 82. minut, indtil det montenegrinske angreb med to scoringer på fire minutter vendte op og ned på opgøret. Kampen sluttede overraskende 2-2.
Resultatet var Hollands anfører, Virgil Van Dijk, langtfra tilfreds med.
– Om jeg er vred? Selvfølgelig, sagde Van Dijk efter kampen til Voetbal International.
– Jeg ved nærmest ikke, hvad jeg skal sige. Det er ikke til at fatte. Jeg er nærmest målløs. Vi skulle bare have vundet den her kamp og spillet os til VM. Og det siger jeg med al respekt for Montenegro, sagde Liverpool-spilleren.
Det éne point fra kampen gør, at der er lagt op til en sand gyser, når Holland og Norge tørner sammen på tirsdag i den sidste og afgørende kamp i VM-kvalifikationen. Vinder Holland, så er de sikret avancement, mens Norge skal vinde og håbe, at Tyrkiet lider pointtab, hvis de skal tage billetten direkte til VM.