Schmeichel om raseri: Sejren var det vigtigste
Fredag aften måtte en rasende Kasper Schmeichel pille bolden ud af eget net for første gang under kvalifikationen til VM i Qatar. Nu fortæller han dog, at frustrationerne var kortvarige.
Selvom man ikke var til stede i parken, da landsholdet vandt 3-1 over Færøerne, var der helt hjemme i stuerne ingen tvivl om, at Kasper Schmeichel var furiøs over den færøske reducering til 2-1.
Landsholdsmålmanden uddelte verbale øretæver til sit forsvar på grund af den manglende opdækning ved målet. Men ifølge Kasper Schmeichel fik han en dæmper på sin ophidselse kort tid efter kampens slutfløjt.
– Der går selvfølgelig lige et minut, men vi havde vundet kampen, og det er det vigtigste, siger Kasper Schmeichel på landsholdets pressemøde forud for kampen mod Skotland.
– Det handler om ærgerrighed omkring, at det er vores job ikke at lukke mål in. Når det ikke lige fungerer, så er der en irritation.
Han understreger dog, at landsholdets prioriteter er at vinde kampe.
– Det var selvfølgelig frustrerende, men vi vandt kampen, og det er det vigtigste. Som jeg altid har sagt, så er clean sheets en dejlig ting at have, men sejren er det vigtigste, siger Kasper Schmeichel.
Mandag aften spiller det danske landshold den sidste kamp i kvalifikationsspillet, når holdet skal en tur til Skotland.
Læs også: Landsholdsrotation – Stage og Uhre udtaget til landsholdet