DET FULDE VM-KVAL OVERBLIK: Se hvad der er på spil før sidste runde!
Søndag går VM-kvalifikationsturneringen i Europa ind i sidste runde i jagten på de eftertragtede pladser til VM i Qatar. Enkelte pladser er afgjort, men der er noget at spille om i alle grupper. Få hele overblikket her!
Der er 10 VM-kvalifikationsgrupper i Europa, så det kan være svært at overskue, hvad der reelt er på spil inden sidste runde indledes søndag eftermiddag og aften. På campo.dk giver vi dig her overblikket over, hvad der er på spil i alle grupperne i Europa.
Og husk, at du altid kan få overblikket over de mest seværdige kampe, hvis du klikker dig ind på vores tv-guide. Den finder du i topmenuen.
Alle de afgørende kampe i grupperne spilles på samme tid, og søndag venter blandt andet Spanien – Sverige, hvor svenskerne er pisket til sejr. Men det vender vi tilbage til.
Først et overblik over, hvad der afgør grupperne ved pointlighed.
Ifølge FIFA’s regler afgøres grupperne ved:
- Flest point i gruppespillet
- Målforskellen i alle kampe i gruppespillet
- Flest scorede mål i alle kampe i gruppespillet
Hvis flere hold står lige efter ovenstående kriterier, så gælder:
- Flest opnåede point indbyrdes mellem de pågældende hold
- Målforskel i indbyrdes opgør
- Fleste scorede mål i indbyrdes opgør
- Udebanemål i indbyrdes tæller herefter dobbelt
Men helt så langt ned i regelsættet kommer vi ikke. Overblikket ser nemlig ud som følger:
Gruppe A
I VM-kvalifikationsgruppe A er det afgjort, at Portugal og Serbien tager de første to pladser. Det er til gengæld ikke afgjort, hvem af dem, der ender på førstepladsen. Det finder de dog ud af, nå de to store fodboldnationer brager sammen søndag aften klokken 20.45 på S.L. Benficas hjemmebane, Estádio da Luz, i Lissabon. Portugal har en bedre målscore med fire mål, så Serbien skal vinde for at tage førstepladsen.
I Gruppe A er det også værd at bemærke, at Luxembourg med uafgjort hjemme mod Irland kan tage en enorm flot tredjeplads i VM-kvalifikationen. Landsholdet fra Storhertugdømmet slog blandt andre Irland på udebane i det omvendte opgør, og de vandt også begge kampe mod Azerbaijan.
Funfact: De to hold har også mødt hinanden i den netop overståede Nations League, og det blev tre til sejre til Luxembourg og en uafgjort i de fire indbyrdes opgør.
Sidste runde og stillingen i Gruppe A:
Gruppe B
Også i VM-kvalifikationsgruppe B er der en stor finale i vente, så du må finde to skærme frem i aften. Spanien har kridtet banen op på Estadio de La Cartuja i Sevilla, hvor Sverige skal hente en sejr for at sikre sig førstepladsen. Den indtages lige nu af netop Spanien. Sverige dummede sig i torsdags ved at tabe 2-0 på udebane mod Georgien. Samtidig vandt Spanien en pligtsejr på udebane mod Grækenland, og nu er svenskerne tvunget til sejr.
Svenskerne kan finde trøst i, at de vandt det omvendte opgør i kval’en med 2-1 over Spanien. Til gengæld har Spanien kun tabt en enkelt hjemmekamp på eget græs i mere end fem år, hvilket var 2-3 nederlaget til England i Nations League i oktober 2018. Så nogen nem opgave bliver det ikke for svenskerne.
Sidste runde og stillingen i Gruppe B:
Gruppe C
Europamestrene fra Italien fører gruppe C før sidste runde, hvor de kæmper med Schweiz om den direkte billet til VM. Mens Schweiz har Bulgarien på hjemmebane, skal Italien til Nordirland, og begge kampe spilles mandag aften. Og her er der virkelig noget at jagte for Schweiz.
De er lige nu to mål dårligere end Italien i det samlede regnskab, og med begge på hold på 15 point er begge mandskaber altså presset til en sejr. Hvis Schweizerne kan vinde stort på hjemmebane, mens Italienerne kan få lidt bøvl med de vilde nordirere på udebane, ja så er spændingen helt intakt, og størrelse på eventuelle sejre kan altså også blive afgørende.
Funfact: Nordirland vandt 2-1 på hjemmebane mod Italien i kvalifikationen før VM i 1958, og i EM-kvalifikationen forud for EM i 2012, spillede de to hold 0-0 på Windsor Park i Belfast. Så deeet….
Sidste runde og stillingen i Gruppe C:
Gruppe D
Frankrig har ligesom Danmark allerede kvalificeret sig til VM i Qatar. ’Les Bleus’ ligger klart nummer et med 15 point, men andenpladsen kæmper Finland og Ukraine om. Finland har med 11 point mod ukrainernes 9 point en fordel.
Til gengæld skal Finland møde Frankrig på hjemmebane i den sidste og afgørende kamp, mens Ukraine skal til Bosnien. Og heller ikke på målscoren er noget afgjort, så ikke engang et uafgjort resultat er nok for finnerne.
Sidste runde og stillingen i Gruppe D:
Gruppe E
Belgien er sikker på at spille med til VM i Qatar, da de har vundet Gruppe E og lige nu har 19 point. Andenpladsen er der dog stadig kamp om, hvor Wales skal holde Tjekkiet bag sig.
Wales har med 14 point fordelen mod tjekkerne, der kun har 11 point. Men en målscore på 13:8 mod Tjekkiets 12:9 gør, at Wales skal have et point i sidste kamp i Gruppe E, for at være helt sikre. Og den kamp er mod Belgien på hjemmebane på tirsdag. Tjekkiet spiller mod Estland på hjemmebane og skal jagte en storsejr.
Funfact: I øvrigt har Wales ikke deltaget ved en VM-slutrunde siden 1958, hvor VM blev spillet i Sverige.
Sidste runde og stillingen i Gruppe E:
Gruppe F
Her var der heldigvis slet ikke tvivl om resultatet, da Danmark suverænt slutter som etter i Gruppe F. Lutter sejre er det blevet til, og kun ét mål har Kasper Schmeichel lukket ind. Danmark møder Skotland på udebane mandag aften, og skotterne er også helt sikre på andenpladsen og en plads i Play Off’en til VM.
Funfact: Østrig er iøvrigt sikret en plads i Play Off gennem deres placering i UEFA Nations League.
Sidste runde og stillingen i Gruppe F:
Gruppe G
Alt lå lige til højreskøjten for Holland lørdag aften, da de førte med 2-0 på udebane mod Montenegro. Men med to hurtige scoringer mod slutningen af opgøret sikrede Montenegro sig 2-2, og nu skal hollænderne vinde over Norge for at være sikker på at vinde gruppen. Med uafgjort vil hollænderne være sikre på andenpladsen, da de har en målscore på +23, som altid andet end lige ikke kan hentes. Norge kan med en sejr sikre sig minimum andenpladsen, men det kommer også an på Tyrkiet, der skal forsøge at gøre det bedre end Holland, når de spiller på udebane mod Montenegro.
Tyrkerne har en målscore på +10 mens Norge har +9, så intet er afgjort i Gruppe G, hvor kampene spilles tirsdag aften.
Sidste runde og stillingen i Gruppe G:
Gruppe H
I gruppe H skal Rusland og Kroatien søndag eftermiddag spille gruppefinale om den direkte billet til VM. Vinderen bliver etter, mens taberen er sikker på andenpladsen. Rusland kan med 22 point – mod kroaternes 20 point – nøjes med uafgjort, når der fløjtes op på Stadion Poljud i Split i Kroatien. Der kan med andre ord godt være lidt god tidlig søndags underholdning. Få det fulde overblik over alle tv-transmissioner i campo.dk’s tv-guide.
Sidste runde og stillingen i Gruppe H:
Gruppe I
England skal få det største kollaps i verdenshistorien, hvis ikke de skal vinde Gruppe I. Gareth Southgates landshold har 23 point på førstepladsen mod Polens 20 point på andenpladsen, men med en positiv målscore på +26 mod Polens +20, og med det faktum at England skal spille mod San Marino i den sidste kamp, kan ’Three Lions’ godt bestille billetterne til Qatar. San Marino har ni nederlag og en målscore på 1-36 i denne kvalifikation. Polen kan ikke hentes på andenpladsen, men de kan godt forberede sig på Play Off’s.
Sidste runde og stillingen i Gruppe I:
Gruppe J
’Der mannschaft’ har sikret sig førstepladsen i VM-kvalifikationens sidste gruppe, hvor tyskerne med otte sejre og kun et enkelt nederlag til Nordmakedonien har 24 point. Til gengæld kan de tre point nordmakedonerne sikrede sig mod Tyskland i marts måned, hvor de vandt med 2-1 på Schauinsland-Reisen-Arena i Duisburg, vise sig at være helt afgørende for deres VM-chancer.
Nordmakedonien har 15 point på andenpladsen, mens Rumænien på tredjepladsen har 14 point. Nordmakedonien møder søndag Island på hjemmebane, mens Rumænien skal til Liechtenstein, som kun har scoret to mål i hele kvalifikationen. Så heller ikke i Gruppe J er andepladsen afgjort. Armenien kan ved at besejre Tyskland ende på 15 point, men deres målscore er til gengæld helt til hundene, så dem regner vi ude af denne ligning.
Nordmakedonerne kan altså selv afgøre tingene med en sejr, men uafgjort er til gengæld ikke nok mod Island, hvis Rumænien formår at besejre Liechtenstein. Hvem sagde nervepirrende afslutning?
Sidste runde og stillingen i Gruppe J: