Dansk Fodbold

Lars Høgh kæmper mod kræftsygdommen: Vi taler ikke år, men måneder

Målmandslegenden Lars Høgh har siden 2018 kæmpet en hård kamp mod cancer. Den seneste besked fra lægen er, at der ikke længere skal tælles år, men måneder.

Lars Høgh fik konstateret kræft i bugspytkirtlen tilbage i august 2018. Fra start stod det klart, at oddsene ikke var på Lars’ side.

Nu fortæller Høgh i et interview med Fyens Stifstidende om den nedslående melding fra en af landets førende kræftlæger på Odense Universitetshospital, da han bad om et ’klart svar’.

– Vi taler ikke år, men måneder, Lars, svarede lægen ifølge Lars Høgh.

Målmandslegenden har levet med sygdommen i næsten tre og et halvt år. Ifølge ham selv, er det halvandet år mere end hvad nogen havde regnet med.

Lars Høgh har hver morgen gennemført et træningsprogram, der inkluderede 300 mavebøjninger, 30 rygstræk og 3 gange 15 armbøjninger. Samtidig har han også holdt sig sund ved at løbe, men han har nu måttet droppe både løbeturene og træningsprogrammet.

– Lige nu laver jeg ingenting. Jeg kan ikke en skid, og det er frustrerende for en gammel sportsmand. Men jeg satser på at komme til det igen på et tidspunkt. Det skal være mit lille mål, men jeg skal bare have noget mere energi, siger 62-årige Høgh i interviewet.

Sygdommen afholder også Lars Høgh fra at være en del af den aktuelle landsholdssamling som målmandstræner.

Lars Høgh udgiver i næste uge bogen ”Der er antal på alt”, hvor han blandt andet fortæller åbent om sit sygdomsforløb.

Lars Høgh fik konstateret kræftsygdommen for snart tre og et halvt år siden, og i første omgang hjalp kemoterapien. Det er ellers kun 20 procent af folk med samme kræftform, der reagerer positivt overfor kemoterapi.

Siden har der været op- og nedture og tilbagefald i kræftforløbet. Høgh har været i stand til at passe sit job på landsholdet ved flere samlinger siden han fik konstateret kræft, men nu kan han ikke tåle mere kemoterapi. Han håber dog, at han bliver i stand til det igen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P