Sisto: Jeg er ikke blevet vaccineret
Pione Sisto fortæller, at han ikke er blevet vaccineret mod coronavirus. Han vil dog ikke svare på, om han har tænkt sig at blive det.
Pione Sisto blev tilbage i august testet positiv for coronavirus. Nu afslører FC Midtjylland-spilleren fra landholdslejren, at han ikke er blevet vaccineret. Det fortæller han i et interview med Tipsbladet.
– Jeg blev testet positiv, så jeg kører på immuniteten, siger Pione Sisto til Tipsbladet. Han vil dog ikke ind på, om han har tænkt sig at lade sig vaccinere på et senere tidspunkt.
– Jeg vil helst ikke stå og snakke om vacciner. Det er en meget følsom ting at snakke om. Jeg går sindssygt meget op i helbred, og jeg tror på, at man kan passe på sig selv og gøre mange ting i forhold til at være stærk med sit immunforsvar. Det er det, jeg repræsenterer, og det er det, jeg deler ud af. Det er jeg stor fan af, lyder det fra Sisto.
Læs også: Coronatilfælde i den tyske landsholdslejr
Det anslåes, at godt 25 procent af den danske befolkning endnu ikke har ladet sig vaccinere mod coronavirus.