Maxsø erstatter skadet Joachim Andersen
Brøndby IF’s Andreas Maxsø kan muligvis få chancen for at fordoble sine A-landskampe. Midterforsvareren er nemlig indkaldt til landsholdstruppen som erstatning for Joachim Andersen.
Indtil videre er det blevet til én enkelt A-landskamp for Brøndby-anføreren Andreas Maxsø, som siden har haft langt til spilletid.
Nu får den 27-årige forsvarsspiller muligheden for igen at vise sig frem for landstræner Kasper Hjulmand. Han er nemlig indkaldt til landsholdslejren i stedet for en skadet Joachim Andersen.
Joachim Andersen gik ind til denne landskampspause med en mindre skade, og den er han endnu ikke kommet sig over, hvorfor han rejser hjem til London og Crystal Palace.
Andreas Maxsø fik sin ene landskamp tilbage i november sidste år, hvor han blev skiftet ind i pausen af venskabskampen mod Sverige – en kamp Danmark vandt med 2-0.
Maxsø var også en del af truppen til to af de tre landskampe i september mod henholdsvis Færøerne og Israel. Her blev det dog ikke til spilleminutter for Brøndby-kaptajnen.