Fodboldekspert: Liverpools mangel på hollandsk midtbaneprofil kan koste dem mesterskabet
Står det til den tidligere Chelsea-spiller, Tony Cascarino, er der særligt én midtbane-nøglespiller, som Liverpool mangler i denne sæson, nemlig Gini Wijnaldum. Og det kan ifølge irlænderen være sæsondefinerende for Merseyside-holdet.
Tony Cascarino, der tidligere har spillet for Chelsea, Aston Villa og Millwall, mener, at Liverpool mangler deres hollandske midtbanespiller, Gini Wijnaldum, der i sommers skiftede til Paris Saint Germain på en fri transfer.
Manglen på hollænderen kan ifølge den tidligere irske landsholdsspiller få store konsekvenser for Liverpools titelchancer.
– I mine øjne mangler de (Liverpool, red.) styrke på midtbanen, ligesom vi så det i sidste sæson. Deres midtbanespillere er ikke kun krigshunde længere, men snarere en form for puddelhunde, understreger den tidligere Chelsea-spiller, Tony Cascarino, til mediet The Times og tilføjer:
– De mangler den samme aggresivitet og ubarmhjertighed, som vi så, da Gini Wijnaldum spillede i klubben. Han er bestemt én af de typer, der i min optik mangler i indeværende sæson, siger den tidligere irske landsholdspiller, der yderligere forklarer, at spillere som Alex Oxlade-Chamberlain og Thiago Alcantara ikke besidder de samme evner.
Det betyder, at ansvaret for at dække af og være aggressive på og uden bolden, hviler for tungt på en spiller som Fabinho:
– Fabinho har uden tvivl de kvaliteter, der skal til på midtbanen, men han ser ikke helt ‘fit’ ud, hvis du spørger mig, siger Cascarino inden han afslutter:
– Derfor mangler de virkelig en type som Wiljnaldum på midtbanen, og det kan få konsekvenser for deres chance for at vinde mesterskabet i år. En mesterskabskamp, der virker til at blive tæt mellem flere hold.
Læs også: Simon Kjær storhyldes i de italienske medier efter Roma-sejr