
Watford henter ny målmand
Watford har hentet den nigerianske keeper Maduka Okoye i hollandske Sparta Rotterdam.

Claudio Ranieri kan fra næste sæson se frem til at have Maduka Okoye til rådighed. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix
Maduka Okoye er hentet til Watford på en femogethalvt år lang kontrakt. Det skriver Watford F.C. på deres hjemmeside.
Kontrakten træder i kraft den 1. januar 2022, men den talentfulde nigerianske målmand fortsætter resten af sæsonen på et lejemål i sin nuværende klub i Holland Sparta Rotterdam.
22-årige Maduka Okoye er født i Tyskland og spillede ungdomsfodbold for Borussia Mönchengladbach, Bayer Leverkusen og Fortuna Düsseldorf, inden han i sommeren 2020 skiftede til Sparta Rotterdam i Holland.
Han er noteret for 13 kampe på det nigerianske landshold.