Kamp om førstepladsen i 1. division: Drømmestart var ikke nok
FC Fredericia gæstede FC Helsingør mandag aften, hvor der var lagt op til en kamp om førstepladsen i NordicBet Ligaen.
FC Helsingør og FC Fredericia kunne begge spille sig op på førstepladsen i den danske 1. division mandag aften, men fælles for de to hold var, at det krævede en sejr.
Allerede efter tre minutter kunne udeholdet FC Fredericia smide armene i vejret og fejre en 0-1 føring, på et mål scoret af Kristian Kirkegaard.
FC Fredericia var dermed godt på vej til at kapre førstepladsen i 1. division, men som kampen skred frem blev det tydeligt, at FC Helsingør havde andre planer.
Inden pausen blev det både 1-1 og 2-1 til hjemmeholdet, og efter pausen fortsatte FC Helsingør med at dominere.
Således endte kampen med 4-1 til FC Helsingør, der nu indtager førstepladsen i den næstebedste danske række.