Grabara til FCK-fans: Vis lidt respekt!
Kamil Grabara går i rette mod F.C. Københavns fans, som ifølge polakken ikke viser ham nok respekt.
Karl-Johan Johnsson stod en pragtkamp i torsdags, da F.C. København sejrede i Grækenland mod PAOK. Søndag aften var Kamil Grabara så tilbage i FCK-målet, da københavnerne mødte Silkeborg.
Inden kampstart råbte en række FCK-tilhængere Karl-Johan Johnsson navn. Noget, Kamil Grabara bemærkede og måtte knytte en kommentar til efterfølgende til B.T.
– Jeg har intet imod, at fansene synger Kalles navn inden kampen, for jeg gør bare mit job og giver den alt, jeg har. Men til alle FCK-fans: I behøver ikke at elske mig, men lidt respekt, når jeg gør det godt, ville også være rart, lød det fra Grabara til B.T. efter kampen.
Her fortalte han også, at han ved, hvordan mekanismerne fungerer i en fodboldklub med fans.
– Det er, hvad det er, og fansene har deres favoritter, og så er jeg måske ikke den, der bliver elsket mest lige nu, men sådan er livet. Jeg forstår, de elsker Kalle. Jeg ved, hvordan det er. Det er jeg gammel nok til at forstå.
– Jeg kan kun tage det med et smil. Måske får jeg anerkendelsen en dag, men det betyder ikke så meget lige nu. Jeg kom her for at vinde titler.
Læs også: FCK-sydafrikaner fortsat indlagt på hospitalet
F.C. København spiller igen efter landsholdspausen, hvor Kamil Grabaras gamle klub, AGF, kommer forbi Parken søndag den 21. november.