West Ham leverer sensationen – Tildeler Liverpool første nederlag i sæsonen
West Ham spillede en fremragende kamp søndag aften, da de på hjemmebane besejrede Liverpool. Sejren betyder samtidig, at David Moyes' mandskab overhaler Merseyside-klubben i tabellen.
West Ham mødte Liverpool hjemme på London Stadium i et topopgør i den engelske Premier League. Selvom London-klubben har leveret en god start på sæsonen, så var Liverpool-mandskabet, der kom ind som favoritter til kampen.
Det var West Ham dog ligeglad med, for allerede efter fire minutter kun David Moyes’ mandskab bringe sig i front med 1-0, da Liverpools målmand, Alisson, slog bolden ind i eget net efter hjørnespark. Den brasilianske keeper brokkede sig ellers over en for hård berøring, men det kunne hverken VAR-dommerne eller kampens dommer, Craig Pawson, se et problem i.
Kort inden halvleg fik Liverpool bragt balance i regnskabet, da Trent Alexander-Arnold via en frisparkskombination fik hamret bolden ind til 1-1, hvilket også blev pausestillingen.
Anden halvleg startede tæt, hvor der blev spillet i et højt tempo. Men næste målscorer blev igen den undertippede London-klub, der efter en god kontrasituation i det 67. minut kunne bringe sig i front på mål af Pablo Fornals, der fik en fremragende aflevering af Jarrod Bowen.
Men West Ham var ikke færdige med at levere overraskelser. Fem minutter senere leverede Bowen endnu engang en fantastisk aflevering, da han på et hjørnespark fandt Kurt Zouma på bagerste stolpe, der på fornemeste vis headede bolden ind til 3-1.
Liverpool var dog ikke færdige med at score. Indskiftede Divock Origi scorede på en ripost, der landede for fødderne af ham på kanten af feltet. 83 minutter spillet og 3-2.
Det lykkedes dog ikke for Klopps tropper at score mere i opgøret, hvilket betyder, at West Ham med søndagens sejr overhaler Liverpool i Premier League-tabellen og indtager tredjepladsen, mens Liverpool indkasserer deres første nederlag i denne sæson.