Ung FCK-back: Vi er kommet tilbage på sporet
F.C. København skal fortsætte sin gode form, når de søndag aften gæster JYSK Park i Silkeborg.
F.C. København har i denne sæson leveret både resultat- og spillemæssige udsving, men begynder så småt at ligne sig selv efter sejre i de to seneste kampe mod græske PAOK og Vejle Boldklub.
Søndag aften gælder det så en udekamp mod Silkeborg IF i Superligaen, hvor løverne gerne skal have alle tre point for at holde snor i FC Midtjylland på førstepladsen. Et opgør, som FCK’s 18-årige venstre back Victor Kristiansen ser frem til.
– Jeg glæder mig til duellerne derovre. Vi skal udnytte, at vi er kommet tilbage på sporet igen og har et godt momentum, siger Victor Kristiansen til klubbens hjemmeside, der har gode erfaringer med kunstgræsset på Silkeborgs bane på JYSK Park.
– Jeg har spillet derovre flere gange med U17 og U19, så jeg kender forholdene. Det er et fint stadion og en god kunstbane.
Læs også: FCK uden en håndfuld spillere mod Silkeborg
Kampen mellem Silkeborg IF og F.C. København starter søndag aften klokken 20 og kan følges på TV3 Sport og Viaplay.