
Skadet Skov erstattes på landsholdet
Kasper Hjulmand har været nødsaget til at skifte i sin landsholdstrup, da Anders Dreyer er indkaldt som erstatning for en skadet Robert Skov.

Kasper Hjulmand har udtaget Anders Dreyer til kampene mod Færøerne og Skotland. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Robert Skovs navn var atter at se ved seneste landholdsudtagelse, men en skade har fået den danske bundesligaspiller til at melde fra til samlingen i sidste øjeblik.
I stedet har landstræner Kasper Hjulmand så udtaget Anders Dreyer fra russiske Rubin Kazan. Dermed kan den 23-årige kantspiller få sin landsholdsdebut i rødt og hvidt, hvis det skulle blive til spilletid i de kommende landskampe.
Danmark spiller fredag den 12. november hjemme mod Færøerne, mens der venter en tur til Skotland mandag den 15. november.