Flemming Pedersen: Vores fokus er ikke top-seks
Flemming Pedersens FC Nordsjælland smed en sen føring væk i 2-2-kampen mod Viborg FF. FC Nordsjælland har nu seks point op til det fine selskab i top-seks, men det er ikke klubbens primære fokus, fortalte Pedersen efter kampen.
Flemming Pedersens FC Nordsjælland-mandskab så længe ud til at tanke tre vigtige point i fredagens Superligakamp mod Viborg FF, men det satte en sen Viborg-udligning en stopper for i den dramatiske 2-2-kamp.
FC Nordsjælland har sluttet i top seks i Superligaen siden 2016/17-sæsonen, men om nordsjællænderne også formår det i denne sæson, er ikke Pedersens største fokus.
Læs også: FCN er fortsat uden sejr siden august efter heroisk Viborg-udligning i de døende minutter
– Vi kigger overhovedet ikke på muligheden for at nå i top-seks, for vi har rigeligt at gøre med at finde kursen i øjeblikket. Og den arbejder vi stenhårdt på at finde og vinde nogle point. Det er vores primære fokus, sagde Flemming Pedersen efter kampen til TV3 Sport.
FC Nordsjælland har ikke vundet i deres seneste ni kampe, men det har ifølge Flemming Pedersen ikke nogen indflydelse på spillernes attitude.
– Spillerne er skuffede nu, men de tager det fantastisk. Det kan vi også se i dag, hvor det er vores niende kamp uden sejr. Men det synes jeg ikke, man kan se på spillernes attitude. Så jeg er utrolig stolt af den måde, spillerne håndterer det på. Det kunne ellers sagtens føre til brok og hævnaktioner, men holdet viser, at de er i emotionel balance samtidig med, at de leverer et godt stykke arbejde, sagde Pedersen efter kampen.