Hummels så rødt: Nu skal han lære at være sportsmand!
For anden gang på to uger tabte tyske Dortmund onsdag ganske klart til Ajax i Champions League. I modsætning til sidste kamp var Dortmund dog allerede tidligt i kampen svækket, da forsvarsstyrmanden Mats Hummels fik et noget tyndt rødt kort.
Der var oprejsning på menuen for Dortmund onsdag aften, men tyskerne nåede knapt at få serveret forretten.
For to uger siden var den tyske storklub blevet sendt hjem fra Amsterdam med et 4-0-nederlag, og onsdag skulle resultatet mod Ajax revancheres. Missionen blev dog voldsomt besværliggjort for tyskerne allerede efter en lille halv time, da forsvarsspilleren Mats Hummels fik rødt kort.
Ajax-brasilianeren Antony blev midt på banen nedlagt af den erfarne tysker, og det takserede engelske Michael Oliver til et direkte rødt kort. Frisparket var uomtvisteligt om end det røde kort virkede meget tvivlsomt, og Hummels mente efterfølgende, at modstanderens overdramatisering var skyld i, at forseelsen blev takseret til rødt kort.
– Man skal ikke ignorere skuespillet fra min modstander. Det er voldsomt usportsligt. Han kom selv hen til mig og sagde, at det ikke var et rødt kort. Det er en farce og helt latterligt. Han er en super fodboldspiller, og nu skal han så lære at blive en sportsmand, lød det efter kampen fra Mats Hummels, der selvsagt var meget uenig i det røde kort, som engelske Michael Oliver præsenterede ham for.
Læs også: AC Milan skuffede nok engang i Champions League
– Jeg fatter ikke, hvordan man kan give rødt. Hvordan kan man som dommer på Champions League-niveau får ideen om at give rødt. Jeg blev på banen. Det var ufatteligt, at han holdt fast i det røde kort. Det var en helt absurd forkert beslutning, lød det videre fra Hummels.
Til trods for det tidlige røde kort kom Dortmund kort efter foran 1-0, men med tre mål i anden halvleg sørgede Ajax alligevel for, at de har taget samtlige seks point i de to indbyrdes opgør mod Dortmund, der altså er endt med en samlet 7-1-sejr til hollænderne.