Unai Emery: Jeg skal ikke til Newcastle
Flere medier kunne tirsdag berette, at Villarreal-træneren Unai Emery og Newcastle var tæt på at indgå en aftale. Unai Emery er nu selv gået til tasterne på twitter, hvor han afkræfter rygtet.
Især de britiske medier var ikke bange for at bringe nyheden om, at Villarreals Unai Emery og Newcastle skulle være tæt på at nå til enighed, og dermed gøre Unai Emery til ny manager i Newcastle.
Skal man imidlertid tro på den implicerede Villarreal-træner selv, så kommer det ikke til at ske.
– Villarreal CF er mit hjem, og jeg er 100 procent dedikeret til klubben. Jeg er meget taknemmelig for interessen fra en stor klub som Newcastle, men jeg er endnu mere taknemmelig for at være der hvor jeg er, skriver Unai Emery på sin twitterprofil.
Unai Emery skriver videre, at han efterfølgende kontaktede Villarreals klubejer Fernando Roig, for at forklare sin beslutning og sit ønske om at forblive en del af projektet i Villarreal.
– Uanset hvor meget støj der var i et andet land i går, så er der gennemsigtighed og loyalitet i Villarreal. Både i forhold til Roig-familien og til truppen, og det er det vigtigste for mig, skriver han.