DBU’s dommerudvalg indrømmer: Kampafgørende fejl
FC Nordsjælland følte sig søndag bortdømt hele to gange i kampen mod AaB, og det er nordsjællænderne i deres gode ret til, vurderer DBU's dommerudvalg onsdag.
FC Nordsjælland tabte søndag 0-2 hjemme til AaB, men Farum-klubben var bestemt ikke tilfredse med kampens dommerpræstation.
I første havleg blev gæsterne fra AaB tilkendt et meget tyndt straffespark, og for at gøre ondt værre blev hjemmeholdet i anden halvleg snydt for det, der i de flestes øjne lignede et klokkeklart straffespark.
Den samme konklusion er kampens dommere efterfølgende kommet frem til i samarbejde med DBU’s dommerudvalg.
– Vi må desværre konkludere, at der er i begge tilfælde er sket et fejlskøn, hvilket er yderst beklageligt. Når forkerte kendelser bliver kampafgørende, er der ekstra meget fokus på dem, hvorfor vi naturligvis altid tager sådanne situationer meget alvorligt, siger Michael Johansen, der er formand for DBU´s dommerudvalg.
Læs også: Thychosen følte sig snydt men vil ikke kommentere dommeren: Jeg skal passe en smule på
I overtiden af første halvleg blev hjemmeholdets Martin Frese ramt af bolden på armen, og selvom kampens dommer Anders Poulsen i første omgang vinkede afværgende for AaB’ernes appel for straffespark, omgjorde han sin dom, da han kort efter fik lov at gennemse situationen på VAR-skærmene på sidelinjen.
Bolden ramte uomtvistelig Freses arm, som lige akkurat var indenfor feltet, men berøringen så yderst tilfældig ud.
I anden halvleg nåede hjemmeholdets Mads Døhr Thychosen at prikke til bolden, inden han blev nedlagt af AaB’s Marcus Hannesbo. Selvom dommer Anders Poulsen umiddelbart så ud til at stå i den perfekte position, vurderede han alligevel, at der ikke var sket en forseelse, og det var VAR-dommeren på forunderlig vis enig med ham i.
Læs også: AaB forværrede FC Nordsjællands krise
– Det er ikke første og sidste gang der bliver lavet fejl, men det vigtigste er, at vi lærer af dem og tør erkende dem, siger Michael Johansen.
FC Nordsjælland tabte kampen 0-2, og dermed har Farum-klubben kun fået et enkelt point i de seneste otte kampe.