
Conte storroser: I feltet er Kane altødelæggende
Antonio Conte er ny manager i Tottenham Hotspur, og italieneren er rigtig godt tilfreds med, at han blandt får Harry Kane under sine vinger.

Der er formentlig ingen tvivl om, at Antonio Contes fornemste opgave som ny manager i Tottenham bliver at få sine angribere til at score mål.
Tottenham er lige nu det hold i Premier League, der har scoret næst-færrest mål – kun undergået af bundproppen Norwich. Klubben har i de seneste mange sæsoner haft en solid målscorer i Harry Kane, men den engelske landsholdsanfører har kun fået nettet til at blafre en enkelt gang i sæsonens første ti kampe.
Med skiftet på manager-positionen kan Kane dog vise sig at få en lidt anderledes rolle på holdet.
– Mange lovpriser Harry Kane for hans evne til at erobre bolden og spille med holdet, som det var tilfældet ved udligningen mod Danmark, men det er i feltet, han er klinisk, og som træner vil jeg altid holde ham derinde, for han er altødelæggende, siger Antonio Conte ifølge The Mirror.
– For mig er Kane lige nu en af de bedste angribere i verden. Hvis jeg skulle købe en angriber, ville jeg gå med Kane – Han er den komplette angriber, lyder det videre fra Conte.
Hvis man ser på alle Harry Kanes kampe siden EM-slutrunden denne sommer, så har han været markant skarpere i kampe udenfor Premier League. Her er det nemlig blevet til seks mål i fem kampe for Tottenham i Ligacuppen og Conferende League, mens han har scoret tre gange i fire kampe for det engelske landshold.
Læs også: Officielt: Conte ny manager i Tottenham