Zenit intet match da Juventus spillede sig videre i Champions League
Som det første hold i denne sæsons Champions League lykkedes det tirsdag aften Juventus at sikre, at de også spiller Champions League efter nytår.
Juventus er kommet særdeles sløjt fra start i Serie A i denne sæsonen, men i Champions League har der omvendt været helt styr på tingene.
Efter tre sejre i de første tre kampe havde italienerne spillet sig frem til muligheden for som første hold at kunne sikre videre avancement fra Champions Leagues gruppespil, og tirsdag aften var russiske Zenit ikke i stand til at stikke en kæp i hjulet for ’Den Gamle Dame’.
Der var knapt spillet ti minutter af kampen mod det russiske storhold, da Paulo Dybala fik for meget plads på kanten af Zenit-feltet, og med det kolde højreben sendte han bolden på stolpen. Den lille argentiner, der havde anførerbindet på til dagens kamp skulle dog ikke vente længe, før han kom på tavlen. Blot to minutter efter sit stolpeskud fulgte han op på et mislykket hovedstødsforsøg fra Matthijs de Ligt, og med en lidt heldig flugter fik han sendt italienerne på føringskurs.
Læs også: Heroisk indsats fra Malmö var forgæves mod Chelsea
Heldig var Dybalas holdkammerat, Leonardo Bonucci, til gengæld overhovedet ikke et kvarter senere, da han satte sin italienske isse på et indlæg fra Zenits venstre side. Bolden strøg ind i fjerneste målhjørne, og selvom polske Wojciech Szczesny var chanceløs på målstregen, så var det isoleret set fantastisk flot headet ind af den 34-årige forsvarsspiller.
Ti minutter efter pausen kunne selv Bonucci dog smile igen. Holdkammeraten Federico Chiesa tog et smart træk ind i feltet, og selvom berøringen fra brasilianske Claudinho var svær at få øje på, faldt Chiesa til jorden, og dommeren pegede straks på straffesparkspletten.
Paulo Dybala trådte op til pletten, hvorfra han sendte bolden langt forbi målet. Udeholdets Wilmar Barrios og Dejan Lovren var dog begge løbet halvvejs ind til egen målmand, inden Dybala træffede bolden, og dermed blev der helt korrekt dømt omspark. Dybala sparkede i samme side, men anden gang holdt bolden sig lige akkurat på den rigtige side af målstolpen, og så var hjemmeholdet foran igen.
Med godt et kvarter tilbage af kampen befandt Chiesa sig på nogenlunde samme position, som da han kort forinden havde fået straffespark, og denne gang var trækket i feltet lige så smart. Noget straffespark blev det dog ikke til, for denne gang sparkede den 24-årige italiener selv bolden ind bag en sagesløs Kritsyuk i Zenit-målet.
Juventus havde ingen interesse i at gøre kampen spændende, og med otte minutter igen lukkede og slukkede italienerne kampen, da Dybala spillede Alvaro Morata alene igennem. Spanieren var sikker i sin sag, og med en 4-1-føring i banken, så Juventus ud til at blive årets første hold, der sikrer Champions League-fodbold efter nytår.
src=”https://widget.enetscores.com/FWE8D3BDF7EF58CCC6/tsid/875011″>