Real Madrid må undvære offensivprofil i Champions League-opgør
Når Carlo Ancelotti og resten af Real Madrids tropper onsdag aften tager imod Shakhtar Donetsk på Bernabeu, bliver det uden Rodrygo, der er ude med en skade.
Real Madrids træner Carlo Ancelotti må kigge i andre retninger til onsdagens Champions League-opgør mod Shakhtar Donetsk, når han skal udfylde holdkortet.
Her skal Real Madrid forsøge at forbedre deres chancer for videre avancement i gruppe D, men for første gang i sæsonen bliver det uden den 20-årige Rodrygo, der ellers har optrådt i alle Real Madrids kampe i både La Liga og Champions League denne sæson.
Læs også: Blatter og Platini tiltales for korruption
– Rodrygo havde en smule ondt i kampen med Elche. Det er ikke så slemt, og vi håber, at han snart bliver klar igen. Men han kommer ikke til at spille onsdag, udtaler Carlo Ancelotti ifølge L’équipe.
Rodrygo har scoret to ud af Real Madrids syv mål i Champions League indtil videre. Real Madrid vil med en sejr rykke op på ni point efter fire kampe.