Chelsea-spiller: Vi er gode, fordi vi ikke har store egoer
Ben Chilwell har en simpel forklaring på, hvorfor Chelsea har stor succes for tiden. Det er fraværet af store egoer.
Ben Chilwell fik i starten af sæsonen ikke meget spilletid, da Marcos Alonso sad tungt på wingbacken. Det ærgrede Chilwell sig over, men samtidig var det forståeligt nok.
– Når du kommer tilbage fra EM på hjemmebane, så er man selvfølgelig skuffet over ikke at få spilletid. Marcos startede bare sæsonen godt, og var her i hele preseason. Jeg vidste, at jeg måtte være tålmodig, og at min tid nok skulle komme, siger Ben Chilwell til Independent.
Og netop tålmodigheden som Chilwell selv udviste er nødvendig, når man har to eller tre spillere, der kæmper om den samme plads. I Chelsea oplever Chilwell, at folk er ydmyge og ikke brokker sig over en tur på bænken.
– Jeg tror, det er et tegn på, at vi har en stærk trup, der gør det godt, netop fordi vi ikke har nogle store egoer på holdet. Det er en trup, som vil arbejde hårdt for manageren, klubben og hinanden. Hvem end der får muligheden, er også klar, slutter den engelske back.
I aften møder Chillwell og Chelsea Malmö i Champions League. Jon Dahl Tomasson og Malmö må undvære deres AC til kampen.