Barcas Agüero om lang pause: Jeg er ved godt mod
Sergio Kun Agüero fik i weekenden konstateret hjertearytmi, og FC Barcelona-spilleren er nu ude af holdet de næste tre måneder, da han skal gennemgå behandling. Argentineren er dog ved godt humør.
I lørdagens kamp mod Alavés måtte Sergio Kun Agüero lade sig udskifte med trykken for brystet. Senere viste det sig, at argentineren havde hjertearytmi, og der venter en behandlingsperiode på tre måneder. Til trods for forskrækkelsen er den 33-årige angriber ved godt mod, oplyser han i et opslag på sin Twitter-profil.
– Jeg har det godt og er ved godt mod til at klare helbredelsesprocessen. Jeg vil gerne takke jer alle for så mange beskeder om støtte og kærlighed, der gør mit hjerte stærkere i dag, skriver han.
Læs også: Agüero indlagt til hjerteundersøgelse
Agüero er næsten lige kommet sig ovenpå den skade, der gjorde, at han først debuterede for FC Barcelona den 17. oktober efter sit skifte fra Manchester City i sommers.