Europæisk Fodbold

UDLANDSPROFFERNE UGE 43: Kontraktforlængelse fejret med drømmemål, klassemål i den tyske pokal og danskersejr over Mourinho

På campo.dk giver vi dig hver mandag formiddag et overblik over, hvordan den seneste uge er gået for de danske spillere, der tjener deres løn udenfor landets grænser. Mål, debut og udvisninger - stort og småt.

Danske målscorere i udlandet
Foto: Ritzau/Scanpix

I Danmark har vi over 300 professionelle fodboldspillere, der til dagligt spiller fodbold i mere end 30 forskellige lande.

Vi vil på campo.dk ugentligt give et overblik over nogle af de danskere, man ikke nødvendigvis hører om hver eller hver anden dag. Vi udvælger nogle af de spillere, der har gjort sig bemærket for enten noget godt, noget skidt, eller noget midt imellem.

Foto: Mainz o5

Marcus Ingvartsen – Mainz 05
Marcus Ingvartsen har fået en fornuftig sæsonstart for sin klub, Mainz 05, når det kommer til at score mål. Den tidligere FC Nordsjælland-spiller har i denne sæson nettet to gange i Bundesligaen i 220 minutters spil, hvor han sammenlignet med sidste sæson blot scorede tre mål gennem hele sæsonen i 1.971 spilminutter for Union Berlin. Tirsdag kronede Ingvartsen sin fine sæsonstart med titlen som matchvinder i anden spillerunde i den tyske pokalturnering mod Arminia Bielefeld. Mainz kom ellers skidt fra start i kampen, hvor Bielefeld bragte sig foran med 0-1 efter blot to minutters spil. Stillingen holdt til pausefløjtet, men Mainz igangsatte et hurtigt comeback i anden halvleg med to scoringer inden for seks minutter. Mainz’ 2-1-føring så længe ud til at holde, men i kampens døende minutter udlignede Bielefeld til 2-2 og sendte kampen i forlænget spilletid. Ingvartsen var ikke i den danske Mainz-træner, Bo Svenssons, startellever, men kom på banen midt i anden halvleg. I overtiden beviste Ingvartsen, at han, ligesom i Bundesligaen, ikke behøver mange minutter på banen for at score i denne sæson. Ingvartsen bragte Mainz foran 3-2 på et fremragende mål, hvor han et stykke udenfor feltet curlede bolden i det lange hjørne. Scoringen faldt med seks minutter tilbage af den forlængede spilletid, og Bielefeld fik ikke svaret igen. Ingvartsen blev dermed matchvinder i kampen og sendte samtidig Mainz videre til tredje runde i den tyske pokalturnering. Mainz’ avancement til tredje runde er klubbens bedste præstation i pokalturneringen, siden de i 2017-18-sæsonen nåede helt til kvartfinalen, hvor de blev slået ud af Eintracht Frankfurt.

Foto: Preston North End

Emil Riis – Preston North End
Emil Riis har haft en vild uge hos Preston North End. Onsdag aften var der fornemt besøg fra Liverpool i Carabao Cup. Riis blev skiftet ind i slutningen af kampen og kunne ikke gøre forskellen for Championship-mandskabet. Preston blev sendt ud af cuppen med 0-2, og der blev sat punktum for flere fine cuppræstationer fra Riis. Danskeren har igennem de første tre runder sendt bolden i nettet fire gange og leveret et enkelt oplæg. Fredag meldte næste store begivenhed sig på banen for den unge mand fra Hobro. Her blev han belønnet for sine ni sæsontræffere og kunne sætte en signatur på en kontraktforlængelse, der binder ham til provinsbyen Preston til 2025. Måske han sætter pris på busstationen i Preston, der med sine 80 platforme efter sigende er Europas næststørste. Lørdag eftermiddag havde den 23-årige angriber planlagt en fejring af kontraktforlængelsen, da Luton var gæster på Deepdale. Efter en halv times spil fik Emil Riis bolden mellem hjørneflaget og straffesparksfeltet. Her havde den traditionelle løsning været et indlæg, men høj på selvtillid valgte hobrogenseren at tæske bolden mod mål i et vanvittigt skudforsøg. Lykkeligvis for Riis strøg bolden op i det fjerne hjørne til et mål af en anden verden. Ren klasse fra danskeren ved hans tiende sæsonscoring. Kort efter var han tilmed tæt på at blive assistmager, da angrebskollegaen Sean Maguire sendte bolden på overliggeren. I første halvlegs tillægstid blev Emil Riis også dobbelt målscorer, da han køligt scorede fra straffesparkspletten til kampens slutresultat 2-0. Riis blev udskiftet ud efter 91 minutter til stående ovationer fra det fyldte Deepdale – en flot afrunding på en fantastisk uge for danskeren.

Foto: Ronald Wittek/EPA/Ritzau Scanpix

Yussuf Poulsen – RB Leipzig
Yussuf Poulsen har fået gang i støvlerne i Tyskland, hvor han lørdag scorede for anden bundesligakamp i træk. Den 27-årige danske landsholdsangriber kæmpede sig på et hjørnespark i udekampen mod Frankfurt forbi sin direkte oppasser ved bagerste stolpe, og på akrobatisk vis fik han sendt bolden ind bag Kevin Trapp i Frankfurt-målet til en 0-1-føring til RB Leipzig. 65 minutter inde i kampen blev danskeren erstattet af portugisiske André Silva, og den tidligere Lyngby-spiller kunne fra bænken se titlen som matchvinder komme tættere og tættere på. I overtiden havde Poulsens skandinaviske holdkammerat, Emil Forsberg, muligheden for at cementere sejren, men svenskeren sparkede på det skammeligste over det tomme mål, og så gik det, som det jo så ofte gør i fodbold. I fire minutters overtid fik Frankfurt frispark ti meter inde på Leipzigs banehalvdel, og af en eller anden besynderlig grund lod gæsterne to af hjemmeholdets største spillere stå umarkeret ved bagerste stolpe. Det udnyttede brasilianske Tuta til at heade bolden i til slutresultatet 1-1. Yussuf Poulsen har scoret tre mål i sine ni optrædener for RB Leipzig i Bundesligaen i denne sæson. For landsholdet er det blevet til fire mål i 14 optrædener indtil videre i dette kalenderår.

Foto: LKS Lodz

Mikkel Rygaard – LKS Lodz
Mikkel Rygaard fik endelig åbnet op for scoringskontoen i denne sæson, da han lørdag scorede i den polske 1. Division. Den 30-årige tekniker bragte sit mandskab foran med 1-0 i kampen mod Gornik Polkowice i et opgør, det endte 1-1. Den tidligere FC Nordsjælland-spiller har været involveret i 14 ud af 16 kampe i denne sæson for Lodz, som han skiftede til tilbage den 4. januar 2021. Sammen med sine holdkammerater indtager LKS Lodz på nuværende tidspunkt en ottendeplads i den polske liga, hvor de efter de første 14 kampe har skrabet 22 point sammen. Rygaards eventyr i Polen har dog fået et lille bump på vejen, da hans klub er havnet i økonomiske problemer. Det har blandet andet betyder, at Rygaards tidligere arbejdsgiver, FC Nordsjælland, stadig mangler at modtage noget af transferbeløbet for danskeren, mens hans selv på nuværende tidspunkt mangler to måneders løn samt sin sign on-fee og diverse bonusser, som der er inkluderet i kontrakten. Det virker dog indtil videre ikke til at have påvirket Rygaard, der har startet inde i de sidste seks ud af otte kampe for LKS Lodz i både ligaen og pokalturneringen.

Simon Kjær – AC Milan
Simon Kjær forlængede i sidste uge sin kontrakt med sin italienske storklub AC Milan, og søndag skulle det fejres. José Mourinho og AS Roma ventede på Stadio Olimpico i et højintenst topopgør i Serie A. Her spillede den danske landsholdsanfører hele kampen i de bagerste geledder, hvor han kunne se sin svenske holdkammerat Zlatan Ibrahimovic stjæle fokus efter 26 minutters spil. Her hamrede han flot et frispark i kassen, og 25 minutter senere kom Simon Kjær så i fokus for en flot aktion. Med en lang og følt aflevering fra sin position i forsvaret fandt han en fremadstormende Zlatan, der køligt tæmmede kuglen og sendte bolden i kassen. Jublen brød løs og Kjær kunne notere sig en assist. Troede han. Et VAR-tjek viste nemlig en offside, og målet blev derfor underkendt. AC Milan gjorde det herefter alligevel til 0-2 efter et straffespark, og så kunne Kjær forbande sig over, at det lige akkurat ikke lykkedes at fejre kontraktforlængelsen med et clean sheet. I den dybe overtid reducerede den tidligere AC Milan-spiller Stephan El Shaarawy nemlig til slutresultatet 1-2. Sejren var aldeles vigtig for Kjær & co., da man nu ligger side om side med Napoli i den allerøverste top i Serie A.

Hvad skete der ellers?

  • Nok stjal Emil Riis overskrifterne i Prestons 2-0-sejr over Luton, men i den anden ende af banen sørgede Daniel Iversen for, at han nu har holdt buret rent i fem ud af 15 kampe i denne sæsons Championship.
  • David Ousted har kontraktudløb i svenske Hammarby til nytår, og det kan man undre sig over. Den 36-årige dansker kom med 1-0-sejren over Sirius onsdag nemlig op på i alt ti clean sheets for Stockholm-klubben i denne sæson.
  • Chelsea med danske Andreas Christensen i startopstillingen i hele kampen fortsatte sin flotte Premier League-form med en 3-0 sejr ude over Newcastle. Derfor kunne danskeren på førstepladsen lægge yderligere afstand til Liverpool og Manchester City, der begge smed point i weekenden.
  • Jacob Barrett Laursen kunne ikke forhindre et Bielefeld-nederlag til Mainz i Bundesligaen, selvom danskeren kom på tavlen i et 1-2 nederlag.

  • Atalanta og Joakim Mæhle fik besøg af Lazio i Serie A i en 2-2 kamp, hvor danskeren spillede alle 90 minutter på højre back.
  • I Æresdivisionen smadrede Nijmegen – med Lasse Schöne i hele kampen – Groningen med 3-0. Undervejs blev også Magnus Mattsson indskiftet for hjemmeholdet, der aktuelt ligger på syvendepladsen i den hollandske liga.

  • Jeppe Okkels tegnede sig for en vigtig scoring i Elfsborgs 1-2 udesejr over Degefors, der dermed holder klubben inde i kampen om det svenske mesterskab. Elfsborg stillede desuden fra start med endnu to danskere i form af Frederik Holst og André Rømer.

  • I Japan bliver Kasper Junker ved med at bombe mål ind, da han med en scoring var med til at sikre sit hold en semifinaleplads i den japanske pokalturnering.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P