
Simon Kjær storhyldes i de italienske medier efter Roma-sejr
Den danske landsholdskaptajn hyldes i de italienske medier for sin præstation i AC Milans udesejr over Roma søndag aften.

I aftes besejrede AC Milan på udebane José Mourinho og AS Roma med 2-1 i Serie A. Dagen derpå storhylder flere italienske medier Simon Kjær for hans præstation i opgøret.
I den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport bliver Simon Kjær fremhævet som banens bedste sammen med Zlatan Ibrahimovic, der scorede til 1-0 i kampen.
Også hos det store italienske sportmedie Calciomercato.com bliver Simon Kjær anerkendt for sin præstation. De skriver blandt andet:
– Han er dygtig til at læse modstanderens træk på banen. Han stoppede et farligt kontraangreb og reddede på stregen. Han var en gigant i forsvaret.
Læs også: AC Milan tildeler Mourinho første hjemmenederlag og holder presset på Napoli
Simon Kjær forlængede i sidste uge sin kontrakt med Milano-klubben, der ellers stod til at udløbe efter denne sæson. Den nye kontrakt løber til sommeren 2024.