Såret Messi har ikke talt med Barca-præsident siden bruddet
Lionel Messis brud med FC Barcelona kom som en overraskelse for de fleste i sommer. FC Barcelona-præsident ønskede, at Messi skulle spille for klubben uden betaling, men det er argentineren aldrig blevet spurgt om.
I et interview med spanske Sport løfter Lionel Messi sløret for, hvad der skete i forhandlingerne mellem FC Barcelona og argentineren, som endte uden en kontraktforlængelse i sommer.
– Min familie og jeg ønskede at blive i Barcelona. Ingen spurgte mig om at spille gratis, men på samme tid virker det på mig som om, at ordene sagt af præsidenten er malplacerede. De sårede mig, for jeg synes ikke, han behøvede at sige sådan, siger Messi i et interview til Sport.
Konflikten mellem Barca-præsidenten og Messi bunder i en kommentar fra Joan Laporta. I forbindelse med kontraktforhandlingerne håbede Laporta, at Messi ville tilbyde at spille gratis. Messi afviser dog, at han nogensinde blev spurgt om det.
– Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at blive i Barcelona. De spurgte mig aldrig, om jeg ville spille gratis. De spurgte om jeg kunne halvere min løn, hvilket jeg gladeligt accepterede, siger Messi, der samtidig fortæller, at han ikke har snakket med præsidenten siden.
Den argentinske troldmand drømmer sig dog stadig tilbage til Barcelona, da både Messi og hans partner ønsker at bo i den catalanske storby efter karrieren.