Tverskov om AGF: Kampe vi spillere ser frem til
Jeppe Tverskov ser frem til en vigtig superligakamp på mandag, hvor AGF kommer på besøg.
Mandag aften danner Nature Energy Park i Odense ramme om kampen mellem OB og AGF. Et opgør, som hjemmeholdets Jeppe Tverskov ser frem imod. Det fortæller han til klubbens hjemmeside.
– Kampene mod AGF er nogle sjove kampe, hvor der ofte er gang i den. Det er nogle kampe, vi spillere ser frem til, for de er rigtig sjove at spille. Det er en kamp mod en direkte modstander i kampen om en plads i mesterskabsspillet, og det er vi godt klar over. Derfor er det en rigtig vigtig kamp i en tæt liga, siger Jeppe Tverskov, som vil gå benhårdt efter sejren
og alle tre point.
– Vi er på hjemmebane, og vi har fansene med os igen. Vi kommer til kampen med et par fine oplevelser efter sene scoringer. Så vi har en stærk tro på os selv, og det skal være tydeligt, når vi går på banen mandag aften, hvor vi skal tre point.
Læs også: AGF-back: Vi har en stærk holdånd i truppen
Kampen mellem OB og AGF starter mandag aften klokken 19 og kan følges på TV3 Sport og Viaplay.