Thychosen følte sig snydt men vil ikke kommentere dommeren: Jeg skal passe en smule på
Der var ikke mange af de tilstedeværende på Right to Dream Park i Farum søndag aften, der ikke kunne få øje på det straffespark, der i anden halvleg blev begået på Mads Døhr Thychosen, men to af dem var en del af dommer-teamet, og derfor fik Thychosen ikke det omdiskuterede straffespark.
Det var en tydeligt berørt Mads Døhr Thychosen, der efter søndagens kamp mod AaB stillede op til interview med Eurosport på sidelinjen.
Den 24-årige FC Nordsjælland-forsvarer følte sig i den grad snydt for et straffespark i anden halvleg af kampen, men hverken dommer Anders Poulsen eller folkene i VAR-vognen var enig i den vurdering, og derfor fik hjemmeholdet ikke forsøget fra straffesparkspletten.
Læs også: FC Nordsjælland-træner efter tvivlsomt straffespark: Nogen er bedre til at se end andre
Med tanke på mulige repressalier i form af karantæne i næste weekends kamp, var det dog en Thychosen, der i den grad varede sin mund i interviewet efter kampen.
– Jeg er godt klar over, at jeg skal passe en lille smule på, for ellers lader jeg mit hold i stikken på fredag, og det vil jeg helst ikke. Jeg vil gerne være der på fredag til at hjælpe drengene, og jeg ved godt, at hvis jeg siger for meget om dommerpræstationen nu, så er jeg ikke med på fredag, sagde Thychosen efter kampen til Eurosport.
Thychosen så efter en times spil ud til at komme først på en bold i AaB-feltet, hvorefter han på det nærmeste blev savet midtover af AaB-spilleren Marcus Hannesbo, men dommer Anders Poulsen vinkede afværgende.
– Det går meget hurtigt, men jeg opfatter, at der er en løs bold i feltet, og så forsøger jeg bare at få min fod på den. Når jeg ser den (situationen, red.) igen, og det er første gang jeg ser den, så synes jeg, at det er helt vildt, det mener jeg, lød det en smule ukonkret fra Thychosen, der dog ikke efterlod nogen tvivl om, hvori det vilde bestod.
Hvordan dagens dommer med hjælp fra VAR-vognen nåede frem til, at nordsjællænderne ikke skulle have straffespark i situationen forbliver lidt af et mysterium, men søndagens FCN-anfører var ganske klar i spyttet, da han forholdte sig til den manglende VAR-kendelse.
Læs også: AaB forværrede FC Nordsjællands krise
– Når vi har et videosystem, som helst skal fange sådan nogle ting, så synes jeg det er helt vildt. Man kan jo tydeligt se det der, og så ved jeg ikke, hvad vi har det for, det må jeg ærligt indrømme, lød det mere konkret fra den 24-årige vejlenser.
FC Nordsjælland fik i første halvlegs overtid et tvivlsomt straffespark dømt imod sig, og det brugte AaB til at grundlægge den 0-2-sejr, som de i sidste ende kunne rejse fra Farum med.