SønderjyskE-kaptajn i knæ: Vi falder fuldstændig sammen
SønderjyskE begynder mere og mere at ligne en nedrykker fra Superligaen, og det indtryk blev bestemt ikke lavet om søndag aften, da sønderjyderne tabte med hele 0-6 til oprykkerne fra Silkeborg IF.
Flere tilskuere havde for længst forladt Sydbank Park, da Silkeborg sent søndag aften hamrede det sidste søm i SønderjyskE-kisten.
Flere af de tilskuere, der var blevet tilbage på stadion, da gæsternes superligadebutant, Frederik Carstensen, gjorde det til slutresultatet 0-6, var så rådvilde, at de var begyndt at danse rundt i åh boogie woogie-stil, og det var rundt regnet også det mest positive set fra hjemmeholdets synspunkt.
– Det var en fodboldlektion i dag, vi falder fuldstændig sammen. Der har alligevel været en del lavpunkter i den her sæson, men det her må alligevel være den største. Det er selvfølgelig sindssygt skuffende, lød råt for usødet fra SønderjyskE-anfører Marc Dal Hende, da han efter kampen talte med TV3 Sport.
– Det er nok en af de største afklapsninger, jeg har fået. Jeg kan ikke huske, at vi har et skud på mål. Sejren kunne have været endnu større, det må være det bedste oprykkerhold, jeg kan huske. Efter fire kampe så vi nogenlunde stabile ud, men at vi får sådan en afklapsning, det er under al kritik, lød det sympatisk fra Dal Hende.
Til trods for den sløje start på sæsonen ligger SønderjyskE ikke sidst i Superligaen, det gør Vejle derimod, og de to nedrykningsfavoritter mødes i næste weekend i Vejle.