Oprykkere sender SønderjyskE på nedrykningskurs
Silkeborg IF mødte søndag SønderjyskE på udebane, hvor de var det klart bedste mandskab over 90 minutter.
I søndagens sene kamp i Superligaen var Silkeborg IF taget en tur til Sønderjylland, hvor de på Sydbank Park mødte SønderjyskE. Det blev en sand afklapsning af hjemmeholdet, der fra start blev spillet ned af gæsterne.
Efter 18 minutters spil var Nicolai Vallys på spil, da han bragte Silkeborg foran med 0-1.
Resten af første halvleg var Silkeborg dominerende og kom frem til flere gode muligheder, mens SønderjyskE aldrig rigtig fandt fodfæste. Alligevel var stillingen til pause kun 0-1.
Læs også: FCK tromlede Vejle over og kom tilbage på sejrskurs
Anden halvleg skulle vise sig at blive et sandt mareridt for Michael Borris og SønderjyskE. Efter kun to minutter var Vallys igen på pletten, da han sparkede bolden ind til 0-2.
I det 61. minut ville den altid målfarlige Nicklas Helenius også lege med, da han bragte Silkeborg foran med 0-3 efter en flot kontrasituation fra silkeborgenserne.
Blot seks minutter senere var selvsamme Helenius igen på spil, da han pandede et indlæg fra Rasmus Carstensen i mål til 0-4.
Men mareridtet var langt fra slut. Ti minutter senere fuldendte Vallys et flot hattrick, da han scorede til 0-5. Og sidst men ikke mindst, så skulle de medrejsende Silkeborg-fans også have et mål af gå hjem på.
Læs også: Cappis blev endnu engang helten for Brøndby
Indskiftede Frederik Carstensen på kun 19 år skulle nemlig komme på banen til sin debut, hvilket den unge spiller krydrede med en debutscoring ned mod udebaneafsnittet.
Silkeborg kunne dermed trække sig sejrrigt ud af kampen med en ydmygende sejr på vanvittige 0-6 over SønderjyskE på sønderjydernes eget græstæppe.
Det sender Michael Boris’ mandskab på nedrykningskurs, men Kent Nielsen og Silkeborg indtager femtepladsen i Superligaen.