Juve-træner efter ny skuffelse: Befinder os i en skidt situation
Juventus tabte lørdag til Hellas Verona og ligger nu nummer ni i Serie A. Nu erkender Massimiliano Allegri, at holdet har problemer.
Juventus er virkelig kommet skidt fra start i Serie A i denne sæson, hvor man øjeblikkeligt er placeret som nummer ni ligaen. Lørdag blev situationen så ikke bedre, da Den Gamle Dame måtte lide sit fjerde nederlag i ti Serie A-kampe, da man tabte med 2-1 til Hellas Verona.
Nu erkender cheftræner Massimiliano Allegri da også, at der er problemer i Torino-klubben.
– Ord er meningsløse lige nu. Vi befinder os i en skidt situation, vi må acceptere virkeligheden, som lige nu er, at vi er et midterhold, siger Allegri til DAZN og fortsætter.
– Vi kan komme ud af denne situation med lidt mere beslutsomhed og kvalitet. Vi skal nok få os selv ud af denne situation, og vi skal ikke have ondt af os selv. Det hjælper ikke. Vi har en god trup, men tingene går ikke altid din vej i fodbold.
Læs også: Simeone sænkede kriseramte Juventus
Juventus skal i aktion igen på tirsdag, hvor man i Champions League møder Zenit Skt. Petersborg på hjemmebane. Her klarer man sig anderledes godt, da man topper gruppen foran Chelsea med maksimumpoint efter tre kampe.