Chelsea-profil giver status på kontraktforlængelse
Chelsea FC har set stærke ud defensivt siden Thomas Tuchel trådte til som manager. En af de bærende spillere i forsvaret har været Antonio Rüdiger, som har kontraktudløb med klubben næste sommer. Han fortæller nu om hele situationen.
Chelsea FC har siden Thomas Tuchels ankomst i januar været solide i deres defensive struktur. Her har en af deres vigtigste spiller været tyske Antonio Rüdiger, som har udviklet sig til at være en af de store profiler for Tuchel.
Rüdigers kontrakt med Chelsea står dog til at udløbe næste sommer, hvilket har sat gang i spekulationer om, hvorvidt tyskeren vil forlænge med London-klubben, eller om han ønsker at søge mod nye himmelstrøg.
I et interview med engelske The Guardian giver Rüdiger nu endelig et indblik i, hvordan det står til med hans fremtid:
– Det vigtigste er, at jeg føler mig glad. Hvis folk følger med, så tror jeg godt, at de kan se, at jeg er glad.
– I forhold til kontraktsituationen, så er jeg i dialog med klubben. Men det er ikke noget, som andre behøver at få detaljerede viden om. Det er sådan, jeg sagde, at det ville blive, da jeg snakkede om det under EM – at vi ville være i dialog.
– Vi er i den situation, som vi er i nu, og jeg har ikke noget at gøre med alt den spekulation, som der foregår. Det er ikke noget, som jeg går og tænker på. Jeg er fokuseret på det, som jeg gør lige nu. Det er derfor, at jeg står op hver dag, siger Antonio Rüdiger.