Smertende McTominay: Det gør ondt for os
Scott McTominay fortæller, at kampen mod Tottenham ikke kan komme hurtigt nok. United-mandskabet er klar til at slå tilbage efter sidste weekends afklapsning mod Liverpool.
Manchester United er i formkrise og Ole Gunnar Solskjærs trænervirke i klubben hænger i en tynd tråd efter 0-5 mod Liverpool. Scott McTominay fortæller til klubbens hjemmeside, at det smerter i spillertruppen.
– Præstationen var helt sikkert ikke god nok for Ole, og det er, det som gør mest ondt for spillertruppen. I ingen verden var vores præstation god nok.
– Det er svært at tale om, hvad der skete mod Liverpool. Det var et absurd resultat. Men som jeg har sagt før, så bliver vi nødt til at kigge fremad og glemme resultatet, siger McTominay til Manchester Uniteds hjemmeside.
Netop derfor er det vigtigt for Scott McTominay, at der kommer en stærk modreaktion i kampen mod Tottenham.
– Jeg tror ikke, at jeg behøver at sige meget. Selvfølgelig skal der komme en reaktion fra os. Vi har fightere og ledere i truppen med virkelig meget erfaring, så vi ser frem mod det. Kampen kan ikke komme hurtigt nok, slutter midtbanespilleren.
Manchester United møder Tottenham lørdag aften kl. 18.30. Kampen kan ses på TV3+.