Sejrsløse FCN efter pokalexit: Kommer stensikkert til at stille med et slagkraftigt hold
FC Nordsjælland tager søndag imod AaB, hvor man er uden sejr i Superligaen i de seneste syv kampe.
Der er ikke noget at sige til, hvis man føler, det er hårdt at være FCN’er lige nu. I Superligaen har klubben således ikke vundet siden den 23. august, og i midtugen blev det til et pokalexit efter 120 minutters fodbold mod OB, hvor man i størstedelen af kampen spillede med en mand i undertal på grund af en udvisning.
Søndag skal FC Nordsjælland så forsøge at jagte oprejsning, når AaB kommer på besøg. Her har man forsøgt at bruge OB-kampen til at finde oprejsning i en ellers hård pointmæssig periode. Det fortæller assistenstræner Frank Hjortebjerg til klubbens hjemmeside.
– Vi skal gå ind til denne her kamp og huske på, at vi var seks minutter fra at gå videre til en kvartfinale i Pokalen efter at have spillet en time i undertal, hvor vi langt henad vejen var ret komfortable og svære at skabe chancer imod, siger Hjortebjerg og fortsætter.
– Der var mange ting, som pegede på, at vi ikke er et sted, hvor det hele er ved at falde fra hinanden. Vi spillede rigtig godt, og da vi får en mand smidt ud, kæmper vi røven ud af bukserne for hinanden. Der var en fight og en arbejdsindsats, som tydeligt vidner om, at ingen slår op i banen. Og det er blandt andet derfor, vi er sikre på, at vi snart vinder fodboldkampe igen.
Læs også: FA: Eriksen kan muligvis spille i England
Kampen mellem FC Nordsjælland og AaB starter søndag klokken 14 og kan følges på Eurosport 2 og discovery+.